Påsketraditioner i udlandet

Påsken er fuld af traditioner. I Danmark mødes vi gerne til påskefrokost, hvor vi spiser æg i forskellige udgaver og nyder en kold snaps eller to. Andre gør meget ud af æggejagt, hvor børn og voksne leder efter de farvestrålende æg i buske og blomsterbede. Kort sagt, er påsken et godt tidspunkt at samle familien til mad og hygge.

Det er ikke kun i Danmark, vi har traditioner for påskedagene. Rundt omkring i verden findes der mange anderledes påsketraditioner, som kan være en stor oplevelse at være en del af.

 

Grækenland

I Grækenland har de, ligesom vi har i Danmark, en tradition med at male æg. Hvor vi i Danmark gerne maler æggene i mange forskellige farver, nøjes grækerne med at male æggene røde. Den røde farve siges nemlig at symbolisere liv.

På øen Korfu har de en helt speciel tradition, hvor de maler krukker i samme røde farve som æggene. Herefter samles de lokale og kaster de røde krukker ud fra altaner, så de smadres mod jorden. Traditionen menes at give lykke til andre samt holde sygdomme væk fra ens nærmeste. Tager du et af de røde skår med hjem, er du sikret lykke og godt helbred.

Flere steder på øen finder denne tradition sted, men skal du have den fulde oplevelse, skal du finde en plads i mængden på pladsen mellem Spianada og Liston i Korfu by. Her har du en god udsigt, når de lokale smider krukkerne ned fra deres altaner. Og bare rolig, der holdes god afstand, når krukkerne kastes ud.

Udover at male æg røde og smide krukker ud ad vinduet, ligger påskedagene i Grækenland også på andre dage end i Danmark. Den græske ortodokse kirke følger nemlig den Julianske Kalender, hvor påskedagene ofte falder før eller efter de vestlige påskedage. I 2021 falder påskedagene i Grækenland i slutningen af april/starten af maj.

 

Spanien

I Malaga i Andalusien fejres påsken i hele 8 dage, hvor flere tusinde mennesker samles i byens gader for at følge med i de mange traditioner. Påskeugen kaldes ”Semana Santa”, hvor det helt store omdrejningspunkt er de store optog, der foregår gennem byen.

De religiøse optog arrangeres flere måneder forud for påsken, hvor Malagas broderskaber står for planlægningen af hver deres optog med farverige dragter og gennemøvet koreografi.

Det store omdrejningspunkt for optogene, er de såkaldte tronos med store helgenfigurer tronende på toppen. De største tronos vejer op til 4,5 ton og kræver op mod 300 mænd til at bære dem rundt i byen. Det kræver altså et kæmpestort koordineringsarbejde, når de store tronos skal løftes op på skulderen og efterfølgende bæres rundt i Malagas gader, som fejring af påskens dage.

Skal du have den fulde oplevelse af optogene, kan det anbefales at stå foran en af de lokale kirker, hvor optogene starter fra. Fra morgenen af samles en stor mængde mennesker for at modtage de store tronos med jubel og klapsalver, når de bæres ud fra deres holdeplads ved kirken.

Snyd heller ikke dig selv for at opleve, når de spanske legionærer går i land. Det sker Skærtorsdag ved Malagas havn.

 

 

De bedste tilbud

Tilmeld dig Samson Travels nyhedsmail og hold dig opdateret med de nyeste rejser og bedste tilbud