Gran Canaria rundt i bil

Det kan klart anbefales at leje en bil på din ferie på Gran Canaria. Du kan nøjes med at køre rundt på øen en enkelt dag, eller du kan udvide og beholde bilen hele ugen, så du frit kan køre rundt og opleve øen i dit eget tempo.

Vi har herunder samlet tre forslag på ruter, du kan tage på i lejebil. Alle tre ruter skal beregnes som heldagsture, men du kan vælge at bytte rundt og ændre i forslagene, som du ønsker, så turen bliver kortere, længere eller ender som dit helt eget forslag på en spændende køretur.  

 

Rute 1: Storbyens mange muligheder, gotisk byggestil og lokal rom

Las Palmas – Arucas

Las Palmas er hovedbyen på Gran Canaria og dermed også en oplagt by at besøge. Der kører motorvej hele vejen fra feriebyerne i syd til Las Palmas i nord, så det er nemt at finde dertil.  I hovedbyen finder du alt fra historie og kultur til god mad og shopping. Specielt den gamle bydel, Vegueta, er rigtig hyggelig at besøge.

Der kan nemt bruges mange timer i storbyen, men inden turen igen går sydpå, kan du tage et smut forbi byen Arucas, der ligger kun et kvarters kørsel fra Las Palmas. Når du nærmer dig byen, vil du hurtigt opdage den gotiske kirke, der rager op over de små byhuse. Det tog 68 år at bygge Arucas-kirken, der nu er et stort trækplaster for byen.

Efter et besøg i kirken, kan du slutte dagens køretur af ved Arucas’ romfabrik, der er byens mest populære besøgsmål. Det er muligt at købe sig til en rundvisning på fabrikken, som slutter af i baren, hvor der er smagsprøver på de mange forskellige typer af rom og likører.

Tips til turen

Hav GPS’en klar, når du nærmer dig Las Palmas. Det vil være en stor hjælp, når du skal finde parkeringsplads. Hav også gerne en varm trøje og eventuelt en paraply med. Vejret kan være mere omskifteligt på den nordlige side af øen, så det er godt at være velforberedt.

Hvis du vil se Arucas-kirken indefra, kan det være en ide at starte dagen i Arucas, da kirken som udgangspunkt har åbent 09:30-12:30 og igen omkring 18:30-19:30. Åbningstiderne kan dog ændres løbende.

Tjek åbningstider og priser for romfabrikken i Arucas her

Rute 2: Et imponerende naturfænomen, et historisk tilbageblik og øens flotteste udsigt

Sanddynerne - Guayadequedalen - Pico de las Nieves

Maspalomas er kendt for sit Sahara-lignende sandområde, som ligger ned til vandet i feriebyen. Det store område, fyldt med sanddyner, dannes af skaller fra havbunden og sandstøv, der fragtes af vinde fra Sahara. Området er oplagt til en gåtur, et dyp i havet og måske et kapløb i de store bunker af sand.

Fra varme og masser af solskin i Maspalomas går turen herefter til Guayadequedalen nær lufthavnen. Dalen var tidligere hjem for øens oprindelige indbyggere, guancherne, som boede i huler i bjergsiderne. I dag bor der stadig få familier i helt små huse, der er bygget ind i bjergene. Er du heldig, kan du måske få et smugkig ind i et af husene, men ellers er en gåtur i det lille samfund også en oplevelse i sig selv.

I dalen findes en mindre tapasrestaurant, som er et oplagt stop for en typisk spansk frokost. Det kan anbefales at prøve kanariske kartofler med mojosovs (papa arrugadas), langtidsmodnet skinke (jamón) eller kartoffel-omelet (tortilla).

Efter en god frokost fortsætter køreturen mod øens midte og det højeste punkt, Pico da las Nieves. Med en højde på 1.949 m.o.h. er der næsten garanti for den flotteste udsigt herfra. Fra udsigtspunktet kan du se store dele af Gran Canaria, klippen Roque Nublo (se næste kørselsforslag) og hvis du er heldig, kan du se vulkanen Teide på Tenerife.

Tips til turen

Sørg for vand, lukkede sko og måske en hat til besøget i sanddynerne. Pak også gerne badetøjet til et dyp i havet.

Pak en varm trøje med til stoppet i Guayadequedalen. Der kommer sjældent særlig meget sol ned i dalen, så der er en del køligere end på resten af øen.

Husk kameraet til Pico de las Nieves!

Rute 3: Hvide kalkstenshuse, en historisk vandretur og ”Lille Venedig”

Fataga – Roque Nublo – Puerto de Mogán

Turens første stop er en af Gran Canarias ældste byer: Fataga. Følg vejen igennem byen og parker ved den lille kirke, der ligger centralt placeret. Fra kirken kan du udforske Fataga, der er kendt for sine hvidkalkede huse. Gaderne i byen er ikke for gangbesværede, men de ujævne veje giver bare byen et ekstra strejf af charme. Gå på opdagelse i den lille by og mærk roen, der breder sig.

Dalen, som Fataga ligger i, kaldes også for ”De 1.000 palmers dal”. Du kan jo selv tælle efter, og se om tallet stemmer, når køreturen fortsætter længere ind mod øens midte.

Efter en god halv times køretur, når du parkeringspladsen ved vandreturens start til Roque Nublo. Med sine 65 meter placeret 1.813 m.o.h., kan den høje klippe ses fra store dele af øen. Roque Nublo var tidligere et helligt sted for Gran Canarias oprindelige indbyggere, guancherne, der tilbad den store klippe. Vandreturen til Roque Nublo er relativ nem og tager omkring en lille time.

Med flotte billeder fra højtliggende Roque Nublo, går turen nu til Puerto de Mogán, der ligger helt nede ved havet. Puerto de Mogán er også kendt som ”Lille Venedig”, da der flere steder løber små kanaler igennem byen. Tag en slentretur rundt i den lille by med hvide huse med farverige vindueskarme og store bougainvilleaer.

Tips til turen

Tag et smut forbi den lille købmand tæt ved kirken i Fataga og køb nogle af de lokale specialiteter med til køreturen. Prøv for eksempel figenkaktusmarmelade, mandelkager eller mandler rullet i sesamfrø.

Medbring gerne gode sko og eventuelt vandrestave til turen til Roque Nublo. Vandreturen er ikke voldsomt lang eller krævende, men det kan være en fordel med lidt ekstra støtte.

I Puerto de Mogán findes der en lille trappe, der fører dig op til et udsigtspunkt over byen og havnen. Søg efter ”Mirador Mogan” på Google Maps for at finde vej.

 

 

De bedste tilbud

Tilmeld dig Samson Travels nyhedsmail og hold dig opdateret med de nyeste rejser og bedste tilbud