Det vidste du (måske) ikke om Madeira

Madeira – også kendt som Atlanterhavets Perle eller Den Flydende Blomsterkasse – er udover sine smukke kælenavne også blevet kåret til ”Verdens bedste ø-destination” flere år i træk. Den lille ø byder på alt fra storby til natur, afslapning og gastronomi, som du ikke oplever andre steder. Madeira er på mange måder en helt speciel ø.

 

Geografien

Information om Madeiras geografi kræver, at du holder tungen lige i munden. Øen er en del af Portugal, men trods dens tilhørsforhold er den placeret tættere på Afrika end Europa. Faktisk ligger øen kun cirka 600 kilometer fra Afrikas kyst og hele 1.000 kilometer fra Portugal.

Madeira er ikke kun navnet på en ø, men også navnet på øgruppen, der, udover øen Madeira, består af Porto Santo og flere små ubeboede øer. Derudover er øgruppen en del af Makaronesien, der består af Madeira, Azorerne, De Kanariske Øer, Kap Verde og Selvagensøerne.

 

Nytårsaften

Fyrværkeri hører til, når vi snakker om nytårsaften. På Madeira er fyrværkeriet ved årsskiftet noget helt specielt, som kun kan anbefales at opleve. På øen er det bystyret, der står for det smukke show, som hvert år imponerer med professionelt affyret fyrværkeri, der lyser himlen over byen Funchal op.

Faktisk er fyrværkerishowet så imponerende, at det i årsskiftet 2006/2007 kom i Guinness Rekordbog for at skyde hele 17 tons fyrværkeri af på bare 8 minutter.

 

Levadaer

Vandingskanalerne på Madeira hedder levadaer. De første levadaer blev bygget i 1400-tallet og bruges stadig i dag, når der skal føres regnvand fra bjergene til marker, haver og parker. Udover at hjælpe med vandtilførsel, er levadaerne også kendt for de mange vandrestier, der løber langs vandingskanalerne. De små stier fører dig gennem Madeiras skønne natur forbi marker, vandfald og tunneller, og der findes vandrestier for både nybegyndere og øvede. Der siges at findes mere end 2.000 kilometer levadaer på øen, så der er rig mulighed for at besøge de populære vandrestier.

 

Lufthavnen

Lufthavnen på Madeira blev indviet i 1964 med en landingsbane på blot 1.600 meter. Med lufthavnens beliggenhed ud til Atlanterhavet og tæt på klipper, var der en vis usikkerhed forbundet med landinger på den koret landingsbane. Derfor valgte man første gang midt i 1980’erne at udvide landingsbanen med yderligere 200 meter. I 2000 blev landingsbanen igen forlænget, så den i dag er 2.781 meter lang.

Den seneste udvidelse er bygget på 180 store søjler, der solidt støtter den nyeste del af landingsbanen. Faktisk er tilbygningen på søjlerne så godt et stykke arbejde, at arkitekterne har vundet en flot pris for deres arbejde. Og bare rolig, den ekstra udvidelse af landingsbanen og erfaringen fra de dygtige piloter gør, at du trygt kan flyve til Madeira.

 

 

De bedste tilbud

Tilmeld dig Samson Travels nyhedsmail og hold dig opdateret med de nyeste rejser og bedste tilbud