Pemuteran - Bali og Vest Bali

Daseferie? Spændende udflugter? Dykning i verdensklasse? Golf på eksklusiv bane?

Fra DKK 14.995,-

12 dage / 11 nætter på Bali; 1 heldags- og 6 halvdagsudflugter - Bemærk: vi tæller ikke tiden I sidder i flyet med 😊

Dato Afrejsested Pris fra DKK
10-04-2019 Billund, Aalborg, København 14.995,-
08-05-2019 Billund, Aalborg, København 14.995,-
03-07-2019 Billund, Aalborg, København 17.995,-
04-09-2019 Billund, Aalborg, København 14.995,-
  • Flyrejse Aalborg/Billund/København-Amsterdam-Denpasar (Bali) t/r med KLM
  • Forplejning på flyrejsen
  • Transfer Denpasar lufthavn - Pemuteran t/r
  • Dansk rejseleder under hele opholdet og på udflugterne
  • 1 nat i Denpasar
  • 10 nætter i Pemuteran
  • Daglig morgenmad
  • 1 heldagsudflugt med frokost
  • 6 halvdagsudflugter på formiddage, incl. frokost på den ene
  • 1 cooking-class med 5-retters Balinesisk middag
  • Introduktion til Biorock koralrev-genoprettelsesprojektet, incl. snorkling eller hvis du foretrækker det en strandtur med guide.


Følgende udflugter er inkluderet:
se beskrivelse af udflugterne i "Program"

  • Belugan-søerne med tempel og frokost på vej til Pemuteran, halv dag med frokost
  • Bådtur til Menjangan Island, hel dag med frokost
  • Tempeltur og hot springs, halv dag
  • Trekking i regnskov, halv dag
  • Tempelceremoni, halv dag
  • Vilde delfiner, halv dag
  • Besøg på vingård og perlefarm, halv dag
  • Plus cooking-class med 5 retters Balinesisk middag
  • Enkeltværelse: DKK 1.050,-
  • Afbestillingsforsikring: DKK 500,-

Eksempler på udflugter der ikke inkluderet i rejsen:

  • Risterasserne i Tabanan (for to personer, engelsktalende lokalguide) DKK 440,-
    Dyrkning af ris på terrasser hedder Subak på Balinesisk. Det blev udviklet i det 9-århundrede og har tætte relationer til Balinesernes religiøse liv. Alle beslutninger fra hvilke sorter der skal dyrkes, rette tid til at sætte planter ud, fordeling af vand bliver diskuteret og truffet i fællesskab, så alle sikres ligelig fordeling.
    Subak blev i 2012 anerkendt som UNESCO verdensarv.

  • Solopgang, Mount Batur (for to personer, engelsktalende lokalguide) DKK 660,-
    Mount Batur er stadig aktiv som vulkan. Den strækker sig 1.717 over havets overflade, omkring 120 kilometer fra Pemuteran. Med en rimelig god fysik kan den bestiges på omkring to timer.
    Køreturen frem og tilbage tager cirka 3½ time hver vej

  • Fuglekik, 2 -3 timer (for to personer, engelsktalende lokalguide) DKK 660,-
    Fugleturen til West Bali National Forest byder på mulighed for at spotte mere end 50 forskellige arter.
    Heriblandt: Beach Thick-knee; Pink-headed Green Pigeon Orange-breasted Green Pigeon; Grey-cheeked Green Pigeon, Javan Cuckoo-shrike; Black-winged Myna (Starling); Javan Banded Pitta; Bali Myna (Starling); Java Sparrow.

  • Koralrevskik gennem båd med glasbund (for to personer, engelsktalende lokalguide) DKK 200,-
    På denne 30 minutters tur får I et virkelig godt indtryk af Biorocks succes med at genoprette koralrev.

  • Ijen Krateret, Øst Java, med dets blå ild (for to personer, engelsktalende lokalguide) DKK 775,- Turen, hvor I krydser Bali-strædet med færge, varer 24 - 26 timer.
  • Vi arrangerer også udflugter til kunstnerbyen Ubud. Både med fast program og som "Ubud på egen hånd."

 

På denne tur holder vi fokus på Pemuteran, Vest Bali, der med sin smukke natur, langt fra de store turistdestinationer på sydkysten, byder på ro, spændende udflugter i henhold til rejsens program, og du kan også spille golf, snorkle og dykke i Pemuteran, der også er hjemsted for Biorock koralrev-beskyttelsesprojektet.

Er det den klassiske ferie med et mix af afslapning og udflugter eller verdensklassedykning, måske golf, der topper dine ferieønsker, har vi det i Pemuteran plus masser af udflugter der dækker ethvert behov fra tempelceremoni over vilde delfiner, trekking, vingård, til besøg på den unikke ø Menjangan, der huser truede skildpaddearter og hvor krondyrene bader fra afsidesliggende strande.     

Vi tager på udflugt om formiddagen og slapper af på stranden om eftermiddagen.

Snorkler eller dykker du kan du få en oplevelse, du næppe møder andre steder. 

Udover faste afrejsedage, kan I selvfølgelig også rejse til Pemuteran, når det passer jer, og være der så længe jeres visum tillader.


Flere afrejsedatoer i efteråret. Følg opdateringerne her på siden (i oktober/november/december).

 

Dag 1

Afrejse fra Danmark

I afrejser fra Ålborg/Billund/København med KLM til Amsterdam og flyver videre med KLM direkte til Bali, med et teknisk stop i Kuala Lumpur eller Singapore.


Dag 2

Ankomst Bali

I lander i Denpasar tidligt på aftenen lokal tid. Her står jeres danske rejseleder klar til at modtage jer.

I bliver indkvarteret på et lækkert hotel med swimmingpool. Med aftenen til egen disposition, kan I vælge at se på byen, spise ude, på hotellet eller bare slappe af.


Dag 3

Bedugul-søerne og Pemuteran, halv dag

Efter morgenmaden går turen mod Pemuteran. På vejen besøger vi Bedugul-søerne med Ulun Danu Beratan tempel komplekset bygget i 1634 til ære for Hindu treenigheden Brahma-Vishnu-Shiva. Området ligger i 1.200 meters højde.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Pemuteran, der er vores "hjem" de næste 10 nætter.


Dag 4

Pemuteran - Biorock, halv dag

Efter morgenmaden bliver I introduceret til Biorock-koralrevsgenoprettelsesprojektet, der slutter med snorkling. De der ikke snorkler får en guidet tur på stranden.


Dag 5

Menjangan Island - hel dag

Vi sejler til den ubeboede ø Menjangan, også kendt som Deer Island (Krondyrenes ø). Ifølge legenden fik den navnet af de lokale, der hvert forår så store flokke af hjorte svømme de cirka 10 kilometer ud til øen, hvor de i dag lever frit over hele Menjangan.

Øen huser flere templer heri blandt andet Gili Kencana Templet, der er Balis ældste. Templerne passe i dag af en enkelt munk på turnusordning.

Havet omkring Menjangan anses for Balis bedste sted at snorkle og dykke, for både begyndere og avancerede udøvere af sporten.


Dag 6

Tempel ceremoni - halv dag

Ritualer indgår med stor vægt i Balinesernes daglige liv. De er simpelthen essensen af Balinesernes rige kultur. Vi følger et af ritualerne, Tirta Penglukatan, hvor krop og sind renses. Til denne ceremoni er det obligatorisk at bære sarong.


Dag 7

Trekking i regnskoven - halv dag

Vi tager ud i West Bali National Forest, der på sine 19.000 ha dækker stedsegrøn lavlandsregnskov, løvfældende monsunskov, savanne, mangroveskov og meget mere som et rigt fugleliv med over 50 forskellige arter.


Dag 8

Til egen disposition

Udover at nyde stranden eller udforske Pemuteran på egen hånd, giver de to dage til egen disposition også mulighed for at spille golf, endda tage et 24 timers ophold på et golfresort. Eller at snorkle eller dykke. Se mere i "Golf og Dykning"

Begge dage er også mulighed for at tage på længere ture på Bali, vi hjælper gerne med forslag og at arrangere dem.

Også en 24 timers tur til Ijen Kraterets blå ild på Øst Java, hvor I krydser Bali-strædet.


Dag 9

Til egen disposition


Dag 10

Vingård og perlefarm - halv dag

Vi besøger en vingård, der på grund af klimaet altid har i gang i alle stader af processen med vinfremstilling. Midt i vingården smager vi på vinen.

På perlefarmen får vi vist hele forløbet med tilblivelsen af en perle, fra allre første stade til perlen bliver et smukt forarbejdet smykke.


Dag 11

Tempeltur og varme kilder - halv dag

Vi besøger 3 templer i lokalområdet, blandt andre Pulaki Templet, hvor makakaber færdes frit. Ifølge legenden bevogter de templet for at ære templets grundlægger. Pura Pabean templet er hvor fiskerne beder om sikkerhed på havet. Det rummer en usædvanlig blandet udsmykning af både Kinesisk og Balinesisk kunst. Melanting templet er de handlendes tempel grundlagt i 1500-tallet. Med sin rigdom af historisk arkitektur og dets beliggenhed giver besøget de fleste en helt speciel oplevelse,

Vi slutter udflugten med en tur ved Balis største varme kilder, der, med en gennemsnits temperatur på 40C, omgivet af mangroveskov, ligger så tæt på kysten, at man kunne tro at havet er en stor opvarmet swimmingpool. Det svovlholdige vand er kendt for sin helbredende virkning og der er naturligvis mulighed for at dyppe sig.


Dag 12

Vilde delfiner - halv dag - plus cooking-class med 5-retters Balinesisk middag

I dag skal vi tidligt op og opleve vilde delfiner i solopgangen. Grundet naturens orden kan der være få, eller i dusinvis. Det er sjældent, der ingen er. Skulle det ske, kompenserer solopgangen delvis for det.

Om eftermiddagen samles vi til en cooking-class, hvor de der har lyst lære at lave Balinesiske retter og om ingredienserne og om krydderierne. Vi slutter dagen med en 5-retters Balinesisk middag.


Dag 13

Afrejse fra Bali

Lige efter frokost er det tid til at sige farvel til Pemuteran. Vi kører ad landevejen langs havet til Denpasar Lufthavn. Her siger I farvel til jeres danske rejseleder og tjekker ind.


Dag 14

Ankomst Danmark

KLM-flyet lander i Amsterdam omkring kl. 6 næste morgen, og tilbage er så blot at finde gaten med jeres respektive fly til Ålborg/Billund eller København.


Der tages forbehold for ændringer i programmet.

BIOROCK - PEMUTERAN

BIOROCK-projektet, der har sit udspring i Pemuteran i begyndelsen af årtusindeskiftet, genopretter succesfuldt koralrev.  Projektet er prisvindende og rummer også et kulturelt aspekt, hvorfor der også er statuer og templer på havbunden.                                                                                                                       

Ligeså unikt projektet er, ligeså usædvanligt er dets tilblivelse.

Da ideen til projektet opstod hos ejeren af et lokalt dykkercenter i samarbejde med en tysk og amerikansk marinbiolog, samt en lokal hotelvært, der var med på at finansiere projektet mødte de voldsom modstand fra de lokale fiskere, fordi de fik forbud mod at bruge deres sædvanlige fangstmetoder med dynamit og cyanid og dødstrusler blev hverdag for hotelværten. Trods det etablerede han en organisation til beskyttelse af koralrev og i samarbejde med landsbyens råd implementeredes et beskyttelsesprogram. De fiskere, der ikke er vendt tilbage til det traditionelle fiskeri, fra før dynamit og cyanid, arbejder i dag for Biorock-projektet eller sammen med de øvrige beboere i Pemuteran med bevarelse af miljøet.  

Biorock-projekter findes i dag flere steder i Indonesien, og vi hjælper gerne med at arrangere ture dertil.

Som erfaren dykker kan du som frivillig i BIOROCK-projektet blive en del af et team, der gør en forskel for koralrevene.

Du kan booke et ophold i Pemuteran hos os, på præcis det antal dage du vil, til en favorabel pris, og til en særlig pris, hvis, hvis du regelmæssigt vender tilbage. Få et tilbud på individuelt / langtidsophold

Er du ikke dykker, har du mulighed for at sponsorerer din egen koral, hvis udvikling du kan følge.

Har du ikke dykkercertifikat kan du erhverve PADI certifikat hos Bali Diving Academy, som vi samarbejder med. Se mere under "Golf og Dykning"                                                                                   

GOLF

Halvanden times kørsel fra Pemuteran byder Handara Golf Resort sig til med en af Sydøstasiens bedste baner.

Her kan du spille 18 eller 9 huller, og spille ekstra huller samme dag til favorable priser, få undervisning enten på driving range eller som 18 huller på banen, slå bolde ud og leje udstyr og sko.

Priseksempel for en enkelt dag på banen:

Golf fee = green fee 18 huller, caddie, vogn, spillerforsikring, frokost samt transport Pemuteran-Handara Golf Course t/r per person ved 2 personer DKK 1.375,-

Hvis I ønsker at spille ekstra huller samme dag, koster:
18 huller DKK 375,- per person

9 huller DKK 275,- per person

Eventuelt lejet udstyr dækker naturligvis også ekstra huller

Vi kan også arrangere et ophold for dig, enten en enkelt nat, eller flere dage.

Priseksempel ved 1 overnatning i Golf View de Luxe værelse for 2 personer:
- incl. Green-fee 18 huller, caddie, vogn, spillerforsikring, samt transport Pemuteran-Handara Golf Course t/r per person ved 2 personer DKK 1.485,-
- I beholder samtidig værelset i Pemuteran, så I ikke skal slæbe hele bagagen med.

DYKNING - VIL DU MØDE HAVETS VENLIGE GIGANT I DENS RETTE ELEMENT?

Dykning på Bali blev skabt ved Menjangan Island, ud for Pemuteran, under sponsorskab af den indonesiske flåde, der i 1978 inviterede de vigtigste indonesiske dykkerklubber til øen og over tid udviklede dykning på Bali sig til det vi kender i dag.

Vi samarbejder med Bali Diving Academy, der, med sin 100% safety record siden 1991, tilbyder hele paletten fra begynderundervisning fra 8 - 10 år, over erhvervelse af PADI-certifikat, til kurser i fridykning og kursus i redning.

Med en unik marinbiologi er der snorkling og dykning i særklasse 5 - 7 minutters sejlads fra Pemuteran og på Napoleon og Coral Garden revene har du mulighed for at opleve store havdyr som hvalhajen, plettet ørnerokke og revhajer. Vi kan naturligvis ikke garanterer du møder dem. Guiderne har dog en rimelig god erfaring med chancerne for at finde dem.

Dykning kan købes fra et enkelt dyk til flere dages dykninger, fra "lige uden for døren" til verdensklasse dykninger på Menjangan Island, der skønnes at have de mest spektakulære koralrevs- og klippevægsdykninger på Bali med generel høj sigtbarhed, der gør både snorkling og dykning til en fornøjelse på alle niveauer.

Turene købes hos vores danske rejseleder i Pemuteran.

 

Udover at du kan kontakte SAMSON TRAVEL mandag til fredag 08:30 - 16:00 på 98 42 78 00 er du også meget velkommen til at ringe direkte til vores Indonesien kyndige, Peer Holm Jørgensen på;

Telefon 40 36 30 00

Mandag 16:00 - 19:00

Torsdag 16:00 - 20:00

Søndag 15:00 - 20:00

Hvis der er optaget, så send en sms, med dit navn og nummer, så ringer jeg tilbage, straks jeg er ledig.

Du er også velkommen til blot at sende en sms med dit nummer og et tidspunkt, hvor det passer dig at blive ringet op. Også aften og weekend. Skulle du ramme en tid, hvor jeg er optaget til anden siden, får du besked i forvejen, så vi kan finde et andet tidspunkt.

Min baggrund er, at jeg kom til Indonesien første gang for 55 år siden som 17-årig og i 2009 blev den første danske forfatter siden H.C. Andersen, der udkom på Bahasa Indonesia, det indonesiske nationalsprog, hvor jeg skriver om Indonesiens farverige historie, dynamiske nutid og fremtid. 

Bali Agung Village

I lander med KLM i Denpasar omkring halv otte om aftenen. Efter visum, der udstedes ved ankomst, og bagageudlevering går turen til BALI AGUNG VILLAGE, der ligger cirka 15 minutter fra lufthavnen.

Hotellet er holdt i traditionel Balinesisk stil og ligger i en frodig tropisk have med swimming pool.

Dets restaurant serverer både europæiske, kinesiske og indonesiske retter.

Der er regelmæssigt underholdning med Balinesisk musik og danse. 

Hotellet ligger tæt på centrum, butikker, restauranter og underholdning.

OBS: 

I Indonesien har man ikke den samme regelrette inddeling af hoteller, bed and breakfast med mere, som det kendes i Danmark. Der bruges ofte "hotel" med inddelinger i standard, eco, de luxe og flere betegnelser i de store byer fremfor antal stjerner

Udenfor de store byer anvendes som hovedregel "home stay," der spænder fra et værelse hos en familie til luksus gæstehuse bygget til formålet. Det vil sige at "home stay" ikke nødvendigvis er, hvad man kunne forledes til at tro, at man bor privat hos en familie 😊

Biorock Home stay

Næste morgen går turen til Pemuteran, hvor vi bor i "Home stay." Efter beslutning fra beboerne er der ingen deciderede hoteller, udover ét med 58 værelser, der i stor udstrækning er bungalows, som de "home stay," vi benytter.

Vores primære "home stay" er Biorock, der er indrettet som 6 "kæde-bungalows" på hver cirka 35 kvm, med soveværelse, "open air" privat bad, overdækket terrasse, gratis wifi, aircondition, et dele-køkken, hvis man selv vil lave mad, morgenmad er inkluderet.

Mellem bungalowerne er der en tropisk have. Der er to minutter til stranden.

Biorock Home Stay ligger i landsbyen, med 2 -5 minutters gåafstand til små hyggelige spisesteder, hvor de lokale også spiser og små butikker.

Hvis Biorock er optaget, indkvarteres gæsterne på et lignende sted ved siden af. Der er fem af dem i alt. Alle bygget til formålet og ejet af indbyggere i Pemuteran.

 

OBS: 

I Indonesien har man ikke den samme regelrette inddeling af hoteller, bed and breakfast med mere, som det kendes i Danmark. Der bruges ofte "hotel" med inddelinger i standard, eco, de luxe og flere betegnelser i de store byer fremfor antal stjerner

Udenfor de store byer anvendes som hovedregel "home stay," der spænder fra et værelse hos en familie til luksus gæstehuse bygget til formålet. Det vil sige at "home stay" ikke nødvendigvis er, hvad man kunne forledes til at tro, at man bor privat hos en familie 😊